Jacob anbefaler hjemmefødsel
13.10.2008
Da min kone præsenterede mig for ideen om en hjemmefødsel var jeg lidt betænkelig ved at sige ja til det. Det nærmeste hospital ligger jo 30 minutter fra vores bopæl og jeg var bange for, at mine kone eller vores kommende barn ville blive udsat for en højere risiko for at noget - som ellers kunne være undgået - ville gå galt på grund af den lange transporttid. På et hospital kan man jo hurtigt gribe ind hvis noget går galt. På den anden side kunne jeg også godt se fordelene ved en hjemmefødsel. Alt ville være meget mindre stressende og jeg ville få en aktiv rolle i fødselsforløbet. Idag kan jeg med sikker overbevisning i stemmen sige, at hjemmefødsel klart kan anbefales.
En hjemmefødsel er mere naturlig, mindre klinisk og dejlig og fredelig i sammenligning med det stress og den manglende, personlige omsorg man desværre oplever på hospitalerne idag. Da min kone og jeg indledningsvis snakkede om muligheden for en hjemmefødsel syntes jeg, at det lød som “noget alternativt hippie-halløj”. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det slet ikke var tilfældet. Jeg valgte endvidere, at sætte mine egne følelser og synspunkter i baggrunden og tage større hensyn til min kones behov og følelser. Den omsorg, vejledning og pleje vi fik fra Henny var over al forventning og var - for mig - et klart eksempel på hvordan fødsler burde foregå i dagens Danmark. Henny var der for os begge fra start til slut. Hun gav mig klare svar på de spørgsmål jeg havde, hvilket gjorde mig mere rolig og tryg. Og under hele forløbet var jeg ikke et sekund i tvivl om, at Henny ville tage affære i god tid, hvis det var nødvendigt.
Henny har begge fødder på jorden og hun tager ikke unødige risici. Jeg var imponeret over hendes menneskelige overskud og lyst til at involvere sig. Hun arbejdede professionelt og man var aldrig i tvivl om, at hun vidste hvad hun snakkede om. Så til mændene derude vil jeg bare sige, at det er alle pengene værd og meget bedre for dig, din kone og kommende barn.
Hjemmefødsel burde ikke være et alternativ til hospitalsfødsel - det burde være det naturlige valg! Hvis noget skulle være et alternativ, så skulle det være hospitalsfødsel.
Med venlig hilsen
Jakob Ashtar

Skriv en kommentar